Ildsøen og Tvillingesøerne
– heldagsudflugt inklusive frokost.
Turen starter med et besøg i en ananasplantage, hvor vi hører lidt om ananasdyrkningens lange proces. Herefter kører vi til en af de få tilbageværende keramikfabrikker, hvor alt fremstilles helt fra bunden. Turen fortsætter til Fogo, der ligger 945 meter over havet, og hvor der er en fantastisk udsigt. Vi ser kratersøen, Ildsøen, og man kan bade i det tropiske Caldeira Velha. Herfra køres der videre mod vest mod øens nordkyst, hvor frokosten indtages, inden turen går videre til de utrolig smukke tvillingesøer i Sete Cidades-krateret.

Østtur med Furnas og Terra Nostra-parken
- heldagsudflugt inklusive frokost
Vi starter med at køre langs nordkysten og stopper ved Europas største teplantage. Her ser vi produktionen og smager de forskellige slags te. Herefter går turen gennem Povoação-krateret og østpå, hvor vi besøger nogle af São Miguels lidt specielle rastepladser, der mest af alt minder om små blomsteroaser. Et af dagens absolutte højdepunkter er det største vulkankrater, Furnas, hvor vi besøger den botaniske have, Terra Nostra-parken, med et fantastisk væld af blomster, planter og træer. Der kan bades i parkens 35 grader varme og jernholdige sø, der kaldes Ungdommens Kilde. Frokosten er et kapitel for sig, da den laves i den varme, vulkanske jord. Det tager seks timer at tilberede retten cozido, der er fyldt med azoriske traditioner og specialiteter. Undervejs på turen fortælles der om øernes historie og de sociale forhold.

Quinta da Terça / gårdbesøg
– halvdagsudflugt inklusive let frokost
Ved ankomsten til gården byder det svenske værtspar, Claude og Christina de Leval, velkommen. Parret har ejet dette dejlige sted siden 2001.
Under rundvisningen på gården ser vi blandt andet et lille kapel, gæsteværelser, den private del, der består af hall, stue med det originale, imponerende træværk fra 1640 samt det store landkøkken. Christina fortæller med indlevelse og interesse om blomster og planter, som vi passerer på vej til ”picadeiron” - ridehuset - der er opført i samme periode som selve huset. I ”picadeiron” serveres et glas af den lokale portvin, og her kan man sidde og nyde den intense stemning, som hele stedet summer af, mens parrets smukke heste udfolder sig. Rundturen sluttes i den typiske, portugisiske stald med mange smukke heste. Nogle af hestene er gamle mælkeheste, der har fået lov at ende deres dage i luksus her på Quinta da Terça. Tilbage i huset serveres et glas vin og en lille buffet med små lokale retter, der er produceret i gårdens landkøkken. Vi returnerer til Ponta Delgada langs sydkysten.



Velkomstmiddag
Efter ankomst til Azorerne starter vi den spændende oplevelsesrige uge med en velkomstmiddag første eller anden dag. Vi tager fra hotellet til en hyggelig restaurant og nyder en god, lokal middag. Til middagen serveres en øl, vand eller en halv flaske vin.
Vi hygger os nogle timer, og den kommende uges oplevelser drøftes, inden vi tager tilbage til hotellet. En spændende og oplevelsesrig uge ligger foran.
Velkommen til Azorerne og rigtig god ferie!

Ekstra udflugt med 10 % forkøbsrabat
Her kan man med fordele opleve endnu mere af Azorerne.
Smag på Azorerne - halvdagstur
São Miguels hovedstad, Ponta Delgada, ligger smukt med udsigt over en bugt. En af de bedste og mest hyggelige måder at opleve og lære byen at kende på, er til fods. Ponta Delgada har store kontraster - lige fra de historiske seværdigheder og museerne til den moderne marina og den livlige markedsplads med frugt og grønt.
I løbet af en halv dag lærer vi Ponta Delgada at kende på en guidet rundtur blandt hvidkalkede og elegante bygningsfacader. Vi besøger blandt andet to af byens smukkeste kirker - Santo Cristo-kirken med den berømte Kristus-figur og den interessante Matriz kirke, hvor vi blandt andet ser nærmere på de smukke, guldbelagte altre og hører nogle af den katolske kirkes spændende historier. Azorerne har en masse spændende specialiteter. Mange af disse finder man på byens frugt- og grøntsagsmarked. Her introducerer vi jer for delikatesser, som man ikke så let finder i de danske supermarkeders grøntafdelinger. På markedet findes også mange farverige og flotte blomster, som man kan købe med hjem.
Hvis udflugten mod forventning ikke får tilslutning nok, refunderes betalingen. Udflugtsdag oplyses ved ankomst.
Turen skal bestilles inden afrejsen for at opnå forkøbsrabat.
Pris pr. person kr. 200 minus 10 % rabat.