|
Bragt i metroXpress fredag 30. december 2005
|
![]()
|
Den danske bjergkonge
har scoret tre personlige
triumfer i år: Han er
blevet far, blevet gift –
og han har vundet bjergtrøjen
i Tour de France.
Michael Rasmussen er en
lykkelig mand. Ikke alene
kunne han i sommer iklæde
sig en prestigefyldt hvid
trøje med store røde prikker
– han er også blevet gift med
sit livs Cariza og blevet far
for første gang. 2005 har
været overvældende, og der
er dårlig tid til at passe det
hele.
»Jeg ville ønske, der var ni
dage i ugen og 30 timer i
døgnet. Det var godt, han ikke
blev født i maj,« siger Michael
Rasmussen.
‘Han’ er drengen Milo, der
kom til verden den 29. november
og vendte op og ned
på det Rasmussen’ske hjem i
Norditalien.
»Den største omvæltning
har selvfølgelig været for
min kone. Det er kvinden,
der må skære ned på fritidsaktiviteterne
i starten, men
jeg får jo også knap så meget
tid på sofaen,« griner faren,
der til gengæld har overtaget
ansvaret for familiens seks
måneder gamle labrador og
dens mor.
|
»Moren er blevet lidt jaloux
og gider ikke rigtig
være sammen med min kone
mere. Så nu ligger det i
mine hænder, at de får
noget at spise, og jeg går
med hende tre gange om dagen.
Det meste af tiden går
de bare og snuser lidt til det
nye familiemedlem,« siger
Michael Rasmussen, der i
øjeblikket træner beskedne
tre timer om dagen.
Umulig sammenligning
Det er umuligt for den danske
cykelstjerne at sammenligne
de to lykkelige omstændigheder
– at blive far
og at vinde bjergkonkurrencen
med den prikkede trøje i
verdens hårdeste cykelløb.
»Begge begivenheder er
enormt vigtige. Tour de
France har været det sportslige
højdepunkt, men
fødslen af Milo tilhører en
helt anden dimension. Det
er ligesom at sammenligne
Rundetårn med et tordenskrald,
« mener Michael Rasmussen,
der også forventer
sig endnu mere af faderrollen
med tiden.
»Fødslen er bare starten
på noget endnu større. Det
er svært at have et forhold til
en 14 dage
|
|
gammel dreng.
Det kan kun blive større, når
det udvikler sig til et gensidigt
forhold. Større end at
vinde et hvilket som helst
cyklelløb,« siger han.
Men cykelløb er stadig
det, som den forøgede familien
Rasmussen skal leve af.
Michael Rasmussen håber på
at kunne køre i fem-seks år
endnu. Og for 2006 lyder målet
at gentage bedriften fra
året før og vinde bjergtrøjen
i Touren.
»Det lyder måske ikke så
ambitiøst, men jeg vil være
vældig godt tilfreds, hvis det
kan lade sig gøre. Jeg er blevet
givet en mulighed af Rabobank
(Rasmussens cykelhold,
red.) for at fokusere
100 procent på Touren, og så
længe, jeg kan konkurrere
på det niveau, vil jeg være
med,« siger han.
Touren er stor
Danskeren er tilsyneladende
blevet ramt af den feber, der
tidligere har ramt landsmanden
Bjarne Riis, og som
også den syvdobbelte vinder
Lance Armstrong ‘led’
under. Feberen giver sig udslag
i, at det klassiske etapeløb
sætter dagsordenen for
hele sæsonen, og hver eneste
træningstime er tilrettelagt
efter at toppe under de
afgørende godt tre uger i
Frankrig, hvor blandt andet
den gule, den grønne og den
prikkede trøje skal fordeles.
»Tour de France har antaget
sådan nogle dimensioner,
at hvis man kan have
bare en god dag her, er det
nok til at redde en hel cykelkarriere.
90 procent af mediernes
opmærksomhed går
på Tour de France, mens resten
går på de andre etapeløb,
klassikerne og VM,« forklarer
han.
Bjergtrøjen har dog allerede
sikret ham et eftermæle
blandt de store cykelryttere,
der har haft nogle ikke helt
gennemsnitlige karrierer.
Og så gør det ikke så meget,
at Michael Rasmussen i noget,
der kunne ligne
panikangst smed både tredje-,
fjerde-, femte,- og sjettepladsen
væk på en katastrofal
enkeltstart på næstsidste
etape af årets Tour.
»Jeg kan stadig ærgre mig
over, at det gik, som det gik.
På en normal enkeltstart
kunne jeg være blevet nummer
fire samlet, men jeg
havde mistet tredjepladsen
under alle omstændigheder,
er jeg sikker på,« vurderer
han.
»Men da jeg stod på podiet
i bjergtrøjen, overskyggede
etapesejren og trøjen alligevel
hurtigt det manglende
resultat dagen forinden.
Cykling har været mit liv i
23 år, og jeg ville give yderligere
23 år af mit liv for at opleve
det samme igen. Så meget
er øjebliksfølelsen og
|
tilfredsstillelsen
værd, når
man står på podiet,« siger
Michael Rasmussen.
Bliver sydpå
Af hensyn til den nyfødte
søn vil han ikke bruge
foråret 2006 på at træne i de
mexicanske højder, som han
gjorde i 2005. Han vil heller
ikke køre Giro d’Italia, men
derimod satse på nogle mindre
etapeløb som opvarmning
til Touren. Når Touren
er slut vil han – i modsætning
til i år – forsøge at holde
fokus på cykelløb frem til
slutningen af sæsonen og
køre nogle af de såkaldte efterårsklassikere.
Ved siden af cykeltræningen
og børnepasningen skal
der også bygges et hus, som
skal danne rammen for
familiens fremtid, der helt
sikkert vil være i Norditalien,
fortæller Michael Rasmussen.
Hans kone arbejder
i en lille børnehave i forbindelse
med en vingård, når
hun ikke er på barsel, og selv
satser han også på at finde
en fornuftig fremtid i det
milde klima.
»Hvis jeg har penge til
overs, vil jeg gerne investere
i ejendomme. Og så vil jeg
selvfølgelig også gerne lave
noget, jeg synes, er sjovt.
Men hvad det skal være, har
jeg ingen idé om. Mange vil
formentlig have lyst til at
bruge mig til noget inden
for cykelsporten, og jeg vil
have let adgang til noget
bagefter. Men kun hvis jeg
smeder, mens jernet er
varmt. Man kan jo hurtigt
blive glemt igen,« siger rytteren,
der dog altid vil blive
husket som den første danske
bjergkonge i Tour de
France.
ALLAN WAHLERS
|
