|
Bragt i metroXpress fredag 30. december 2005
|
![]()
|
Det blev den syvdobbelte
Le Mans-vinder Tom
Kristensen, der drønede
af sted med metroXpress
SPORT award 2005.
Livet består af øjeblikke.
I hvert fald når man hedder
Tom Kristensen og er en
af verdens bedste racerkørere.
Han samler på dem, som
andre samler på bøger, musik
eller frimærker.
Hvert af øjeblikkene stykker
en fortælling sammen
om et liv og peger fremad
mod det næste værdifulde
øjeblik.
Et øjeblik i samlingen
kunne være de brøkdele af
et sekund, hvor Tom Kristensen
har sat af fra en klippeafsats
i Alperne og er
begyndt at falde de 12 meter
ned i et lille, dybt vandhul,
som skal rammes præcist.
Et andet øjeblik er måske
den såkaldte ‘happy hour’
under 24 timers-løbet Le
Mans, hvor det bliver lyst,
solen står op, og bilen, køreren
og de fire dæk bliver til
en lykkelig enhed, der tager
svingene og læser kurverne
med en nærmest urealistisk
lethed.
Og så er der selvfølgelig
selve øjeblikket, hvor man
står som vinder af det legendariske
løb.
»At stå på podiet i Le Mans
... det er en ‘peak experience’.
Den fylder så meget. Jeg
kan stadig høre lydene for
mig og huske hele vejen derop.
|
Det er det hele værd.
Men det bedste er faktisk at
komme ned i garagen bagefter
og fejre det med mekanikerne
og se den stolthed, de
har. Der er en helt unik samhørighed,
som jeg ikke kan
sætte ord på,« siger Tom Kristensen.
Rekordernes år
Den rutinerede kører tøver
ikke med at kalde 2005 for
sit bedste år. Ikke bare på
grund af Le Mans-sejren, der
var den sjette i træk og
syvende i alt, men også på
grund af sejren i det amerikanske
12 timers-løb,
Sebring, i Florida.
Her vandt Tom Kristensen
for tredje gang, hvilket lige
som Le Mans-sejrene er
rekord, og tilmed med bare
seks sekunders forspring
ned til nummer to – den
smalleste vindermargin i
løbets 53-årige historie.
Endelig klarede han sig
forrygende i sæsonafslutningen
‘Race of Champions’,
hvor kørere fra forskellige
klasser konkurrerer mod
hinanden i forskellige biler.
Forklaringen på, at den
37-årige dansker stadig kan
sætte sig op til at gøre en forskel
og holde den stadig mere
omfattende fysiske
træning ved lige for at kunne
være med blandt verdens
bedste, er nærmest indlysende,
men ikke nødvendigvis
til at føre ud i livet.
»Hvis ikke du har en rigtig
indebrændt vilje til at vinde,
kommer du ingen vegne.
|
|
Viljen
til at vinde er så
livsbekræftende vigtig for
enhver sportspræstation,« siger
han.
»Og hvis du heller ikke
har viljen til hele tiden at
blive bedre end før, er det allerede
et skridt mod afgrunden.
Jeg hader at møde
nogen, der har et talent,
men stiller sig tilfreds med
det, de har. Det kan ikke nytte
noget, at man siger, at
man er god nok. Man skal
kæmpe,« mener Tom Kristensen.
Tom Kristensen har
kørt gokart siden 1977, hvor
han bare var en knægt på 10
år. I 1985 blev han nordisk
mester i netop gokart foran
den senere Formel 1-kører
Mika Hakkinen, og det endelige
gennembrud kom i
1991, hvor han blev tysk mester
i Formel 3. Den første Le
Mans-sejr kom i 1997.
»Det har været en lang og
sej karriere, som er positiv at
kigge tilbage på, nærmest
drømmeagtig,« siger han.
»Hvis ikke man elsker det,
man gør, går det ikke. Jeg
holder meget af den konsekvens,
der er i motorsporten.
Jeg kan godt lide de mange
facetter: Bilen, holdet, når
man selv er ude i bilen og
kører på grænsen om
natten, når tanken er nede,
og dækkene er lidt tyndslidte,
så man skal passe på,
hvor man ‘sætter fødderne’.
Det hele skal passe
sammen,« forklarer han.
En bil i Le Mans kører lige
så mange kilometer som en
anden bil gør i en hel Formel
1-sæson, oplyser Tom
Kristensen. Bilen kører med
215 kilometer i timen i snit,
når man regner pitstoppene
med, og igennem svingene
er farten oppe på 225
kilometer i timen. De fysiske
belastninger er ekstreme.
»Man er inde i en slags
koncentreret trance og har
en indebrændt vilje efter, at
det skal lykkes. Det er ikke
spor negativt i min forstand.
Men jo mere man bliver bekræftet,
desto større bliver
presset også på, at man skal
gøre det igen. Det pres, jeg
har været under hvert år på
Le Mans, har været enormt,«
siger Tom Kristensen.
»Nogle gange føler jeg
større pres, end jeg føler nydelse.
Uden for banen føler
jeg ikke, at jeg har noget at
bevise med min karriere,
men når jeg sidder i bilen,
føler jeg det
stadig, mere
end
nogensinde. Men jeg er blevet
bedre til at nyde den tid,
jeg ikke er i bilen, så det opvejer
ligesom hinanden.«
|
Altid fem år
Presset er da heller ikke så
stort, at Tom Kristensen overvejer
at føre racertilværelsen
med alle dens løb, rejser og
PR-opgaver ind i det evige
pitstop. Tværtimod opgiver
han ‘som sædvanlig’ holdbarheden
af karrieren til
‘fem år’ – så har han hverken
sagt for meget eller for lidt.
»Det kommer an på efterspørgslen.
Når den dag kommer,
hvor de (Audi, red.) hellere
vil have en anden i cockpittet,
og jeg ikke kan gøre
en forskel længere, så må jeg
jo reagere på den.
Men foreløbig elsker jeg mit
job, og efter alle disse år ville
jeg stadig gøre det hele
igen,« siger Tom Kristensen,
der til næste år skal forsøge
at vinde Le Mans for ottende
gang.
»Det er jo en stor
udfordring igen. Jeg ved, jeg
skal køre Le Mans i en dieselbil,
som er utrolig svær at
dosere. Men jeg har aldrig
sagt nej til udfordringer – og
altid sprunget på dem, der
var,« siger han.
En af dem har været ‘overlevelsesture’
i bjergene, hvor
ruten er gået fra udspring til
udspring ned i dybe søer,
hvor den personlige overvindelse
har været større end
selve risikoen.
»Der er et 12 meter-spring,
hvor der er meget lidt plads
at ramme på. Den er svær.
Men det er balsam for sjælen
at have gjort det,« siger Tom
Kristensen, der lige så nødigt
vil være den, der ikke tør
springe, som han vil være
den, der taber et racerløb.
»Modstanderen skal ikke
have lov at vinde, før vi har
været hele kampen
igennem. Jeg kan godt
ønske tillykke, når jeg er
blevet besejret, men jeg har
det ikke godt. Så må jeg blive
bedre til næste gang. Jeg
har en indre tro på, at jeg
ikke har toppet endnu.«
ALLAN WAHLERS
|
