Morten Andersen
- Satte nye standarder med sit comeback som kicker i NFL

Alder behøver ikke være en hindring for at være en idrætsudøver af allerhøjeste karat. Tværtimod.
For var det ikke for Morten Andersens fremskredne alder, havde den 46-årige Atlanta Falcons-kicker ikke været i stand til at slå rekorden som den mest scorende spiller nogensinde i den amerikanske fodboldliga, NFL. De 2.437 point som - måske for altid - har sikret ham en plads i NFL-annalerne er nemlig skabt via en 24 år lang karriere med et konstant højt niveau.
Ved indgangen til 2006 var der dog ikke meget, der tydede på, at dette skulle blive Morten Andersens år. Faktisk havde han på det tidspunkt ikke spillet i NFL i et år, og der var heller ikke udsigt til, at han skulle komme til det nogensinde igen. Men i september - tre uger inde i sæsonen - blev den danske vete­ran hevet ud af glemslen af sit gamle hold, Atlanta Falcons.
Hans alder og lange karriere i NFL var genstand for mange kærlige drillerier, da Morten Andersen vendte tilbage til Atlanta Falcons.
"De andre spillere lagde foldere om knogleskørhed i hans skab," fortæller Atlanta Falcons-træner Jim Mora i det portræt, som NFL Films lavede, efter Morten Andersen gjorde comeback i NFL.
Og den danske kicker kan også godt selv se det sjove i, at han debuterede i NFL, før mange af hans holdkammerater overhovedet blev født. "Da holdlægerne skulle tage en blodprøve af mig, kom der støv ud," lyder det selvironisk fra veteranen i NFL Films' portræt. Andersens venstreskanke har dog været alt andet end støvet i 2006. Med kun tre brændte field goal-forsøg ud af 21 mulige har han haft et af sine allerbedste år nogensinde.
JEPPE DONG ABRAHAMSEN



metroXpress a/s
Wildersgade 8, 1408 København K
Telefon +45 7730 5757 Fax +45 7730 5797
Support [email protected]